Af Tine Vinther Clausen, gruppeformand for Venstre i Lolland Kommune og spidskandidat ved KV25
Den 8. marts er en historisk dag. Det er Kvindernes Kampdag – en dag, hvor man verden over opildner til kamp for ligestilling og lige rettigheder.
Når man kigger ud i verden, er ordet ”kamp” blevet et nøgleord for den tid, vi lever i. Har vi egentlig brug for mere kamp? Er det egentlig ikke på tide, at vi lægger kampen til side og skaber en Kvindernes Fredsdag?
Da den tanke strejfede mig, blev den hurtigt efterfulgt af andre. Når vi siger farvel til vores kære ved begravelsen i kirken, siger vi hvil i fred. Det er en smuk afsked – det er ønsket om en sidste rejse i harmoni mod den verden, vi endnu ikke kender. Men hvorfor er det først i døden, at vi ønsker freden for vores næste? Hvorfor siger vi aldrig lev i fred?
Vi lever i en tid, hvor konflikter, krig, magtkampe og polarisering præger verdenssamfundet. Der tegner sig en tendens til, at man kun kan være en stor leder, hvis man er en aggressor. Vi ser, hvordan en amerikansk præsident spiller med musklerne, får sin bedste ven til at svinge med motorsaven, spiller mindre nationer ud mod hinanden og ikke anerkender angreb fra andre aggressorer på uskyldige lande.
Herhjemme er vi også vant til politiske uenigheder, der ender i ”skyttegravskrige” frem for konstruktiv dialog – selvom det heldigvis er i mindre kaliber end andre steder i verden.
Det skyldes, at vi i Danmark har andre traditioner. Se bare på vores kongehus. I 52 år havde vi et kvindeligt statsoverhoved, der aldrig manede til kamp, men som altid stod ukuelig og sikker. Stod for stærke værdier med kunst, kultur og fællesskab som pejlemærker. Nu har et moderne kongepar overtaget tronen, og både kongen og dronningen spiller en central rolle for dyrkelsen af sunde fællesskaber, nære relationer og et samfund uden had og chikane. Vores konge og dronning er altid på det rigtige sted, med de rigtige ord, i den rigtige rolle.
Dét står i skærende kontrast til verdens potentielt mest magtfulde kvinde – en kvinde, der gemte sig bag en ansigtsskjulende hat ved sin mands præsidentindsættelse, og som knap har vist sig for verdenspressen siden.
Denne totale tavshed kunne netop manifestere behovet for Kvindernes Kampdag. Men i mine øjne har vi ikke brug for mere protest og oprør. Vi skal vende blikket mod forandring. Hvad hvis vi skabte en Kvindernes Fredsdag – en dag, hvor vi fokuserer på næste kærlighed, gensidig forståelse, accept, nysgerrighed og tillid? En dag, hvor vi ikke kun kæmper for rettigheder, men også for at styrke fællesskaber og forståelse på tværs af forskelligheder. Og på tværs af køn.
Igen flyver mine tanker tilbage til kirken og lander i den smukke salme Altid frejdig, når du går – en af mine yndlingssalmer. En af de sidste strofer går Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. C.E.F. Weyses ord er naturligvis også vigtige i anno 2025 – vi skal forsvare vores frihed og fremgang, men det gør vi først og fremmest gennem vores vilje til fred og vores insisteren på at handle med og lytte til hinanden.
Snart skal vi i Danmark fejre vores frie demokrati, når vi til november skal sætte kryds til kommunalvalget. Overalt i landets kommuner bliver der lige nu varmet op til valgkamp – kandidaterne kaster beskyldninger på hinanden, taler med store ord og kritiserer tingenes tilstand uden at komme med alternative løsningsforslag. I denne tid kunne man håbe på, at vi i de kommende måneder kunne få ”valgfred” eller ”valgdebat” – altså kampagner, der gror ud af respekten for og anerkendelsen af vores medmennesker, hvor vi lytter til hinanden og kommer med nye idéer, hvor man byder ind med løsninger i stedet for at pege fingre. Det sidste fører jo ingen videre.
Det er så nemt at fodre magtbegær og frygt. Det kræver langt mere at arbejde sammen om det fælles bedste for vores samfund og sikre, at alle kommer til orde.
Det er mit håb, at denne 8. marts kan blive en ny begyndelse. En kvindernes fredsdag. En dag, hvor vi forsvarer kvinders ligestilling og rettigheder. En dag, hvor vi hylder freden og mangfoldigheden. En dag, hvor vi møder hinanden med åbent sind, nysgerrighed og respekt.
For som den gamle vise af PH minder os om: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri. Vi har en indre fæstning her, som styrkes i sit eget værd, når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’.