Venstre-kvinder vil gerne ændre loven og sikre, at ældre kan beholde egen læge

Af Tine Vinther Clausen (Gruppeformand for Venstre-Lolland) og Iben Krog (Folketingskandidat for Venstre på Lolland-Falster)

Kære Heino og Holger 

Tak for jeres respons på vores frustration over den lokale lægesituation. 

Nu var vores frustration ikke møntet på jer to personligt. Vi rettede kritikken mod systemet, og vi var frustrerede på vegne af alle de ældre borgere i Maribo, som vi var bekymrede for ville komme i klemme, når de skulle genansøge egen læge over MitId. Vi fik desværre ret i vores bekymring – de ældste og svageste tabte, da lægefordelingen blev en realitet i mandags. 

Men nu hvor I alligevel melder jer på banen i denne debat, så ville det da have haft været glædeligt, om I havde meldt jer på banen lidt før. Vi skal gerne være ærlige – vi var ikke bekendt med denne del af Sundhedsloven før for en uge siden. Hvis I var bekendt med, at der var en lov om, at alle bliver smidt ud af eget lægehus, når en læge stopper, hvorfor har I så ikke råbt op om denne uretfærdige mail noget før? 

Heino Knudsen – du har stået spidsen for Region Sjælland i seks år. Og du Holger Schou Rasmussen er jo nærmest bykonge i Lolland Kommune. Hvis I vidste, at denne uretfærdighed fandtes, hvorfor har I så ikke hevet fat i os andre, så vi kunne danne fælles alliance og få ændret det før, at ældre borgere i Maribo kom i klemme?

Denne sag er for vigtig til, at to erfarne mænd peger fingre over, at nogle tør tale højt om problemet. 

Vi ønsker at løse problemer – og det kræver, at man taler om dem

Vi har valgt at smøge ærmerne op og gå i dialog med dem, der kan ændre det rigide system, som I stiltiende har accepteret. 

Vi har allerede haft møde med PLO, og vi er skam også i dialog med Sundhedsminister, Sophie Løhde (V). Vi vil både sikre en bedre model for fordeling af borgere, når en læge stopper, men vi vil også gerne løse det store problem – nemlig den generelle mangel på læger i vores område. Vi kigger imod modeller, som Region Syd har med rekrutteringsteams for nye læger, og vi ser ind i modellen fra Thy om samme emne. 

Med vores debatindlæg i Folketidende sidste mandag ønskede vi at sætte fokus på den virkelighed, som mange borgerne oplever, og så er vi ligeglade med, om det er Lars og Poul eller Anders og Mette, der har skabt systemet i fortiden. Vi er ligeglade med, om udfordringen kommer fra Region Sjælland eller fra Christiansborg. 

Vi ser fremad, og vi vil skabe en fremtid, der er bedre end det vi ser i dag, for det vi oplevende i mandags, og som vi kommer til at opleve igen næste gang, kan vi ikke være bekendt. Det arbejde vil vi meget gerne gøre med jer to. I har erfaring, I har magt, og vi vil alle det bedste for Lolland-Falster. Så lad os tale højt om problemerne og lad os få gjort systemerne bedre. Vi har et stort arbejde foran os – sammen.