Brev til Trafikudvalget på Christiansborg

Af Tine Vinther Clausen i samarbejde med: Leo Christensen, gruppeformand for Lokallisten og medlem af byrådet i Lolland Kommune, Henning Alfred Rasmusen, gruppeformand for Din Stemme og medlem af byrådet i Lolland Kommune, Henrik Høegh, formand for Venstre Lolland og Iben Krog, folketingskandidat for Venstre på Lolland-Falster.

Kære medlemmer i Trafikudvalget på Christiansborg

Vi lever i en tid, hvor vi skal passe godt på vores midler, vi mangler arbejdskraft, vi skal passe på miljø, klima og natur. Samtidig er der krig i Europa, hvilket som bekendt kun gør det vigtigere at passe på pengene.

Som en del af trafikforliget for 2035 fik Lolland Kommune tildelt 400 millioner kroner til opgradering af Rute 9. Udfordringen er blot, at alle fem løsninger, som Vejdirektoratet stiller frem, er ringe løsninger for både den danske sammenhængskraft, for vores lokale sammenhængskraft på Lolland, men vigtigst også dårlige løsninger for miljøet, naturen og klimaet samt den danske statskasse.

Lokal uenighed

Siden Vejdirektoratet afholdt borgermøde omkring fem løsninger på omfartsvejen ved Nørreballe på Midtlolland, har der været indsendt et høringssvar for konstitueringsgruppen i Lolland Byråd (A, V, Din Stemme, C og SF). Høringssvaret gik på, at man ønskede dialog med Vejdirektoratet omkring vejføringen, da ingen af de fem løsninger kommer til at fungere optimalt, og slet ikke ude, at man har et perspektiv på den samlede løsning, fx de næste omfartsveje ved landsbyerne Stokkemarke og Halsted, men også tidshorisonten for det fremskudte færgeleje ved Tårs Spodsbjerg.

Efter endt frist for fremsendelse af høringssvaret har Socialdemokratiet, der tegner 13 pladser ud af 25 i byrådet, sammen med en plads fra konservative ændret holdning. De vælger nu at pege på løsning Nord, og deres motivation for dette er, at de vil sikre at pengene bliver brugt på Lolland, også selvom løsningen måske bliver en stand-alone løsning uden sammenhæng til den videre Rute 9 og uden samfundsværdi.

Der er således et politisk flertal i Lolland Kommune, der ønsker at takke ja til 400 millioner for pengenes skyld og ikke for at skabe værdi hverken lokalt eller nationalt. En ny vej vil have en stor klima- og miljøpåvirkning og vil skabe ekspropriationer af 10-20 hjem. Alt det er selvfølgelig forståeligt, hvis det skabte samfundsværdi og udvikling. Udfordringen er dog, at alle fem løsninger til opgradering af Rute 9 er ringe og kun skaber sekunders forbedret rejsetid.

I en tid med fokus på miljø, klima og økonomiskansvarlighed bør vi bruge pengene klogt og ikke kun bruge pengene fordi, de nu er tildelt. I Venstre Lolland samt de to lokallister Din Stemme og Lokallisten-Lolland, er vi stadig af den overbevisning, at der må kunne findes en bedre løsning end de fem fremlagte. Vi har aldrig sagt nej til en opgradering af Rute 9, og vi vil rigtige gerne binde Vest- og Øst Lolland sammen, men det er vores overbevisning, at den gode og rigtige løsning ikke er fundet i det trafikforlig, som blev indgået omkring vejløsningen.

Det håber vi, at I som medlemmer af trafikudvalget vil i dialog med os omkring – i respekt for både natur, miljø, dansk sammenhængskraft og borgernes penge.

Verden har ændret sig Siden kortlægningen af trafikken på Lolland, som begyndte i 2009 og via de rapporter der ligger bag, hvor man tager afsæt i 2010 og fremskriver til 2020, er der sket utrolig meget på Lolland.➢ Byggeriet af den faste forbindelse over Femern Bælt er i gang, og det er besluttet, at fabrikken skal permanentgøres.

Der er godt gang i erhvervsparken ved afkørsel 48 i Maribo, hvor et stort område er udlagt til transport og logistik. Lolland Kommune har udarbejdet en strategi for Lolland Havne 2050. Der er endelig opnået klaptilladelse til udvidelse af sejlrenden ved Nakskov Havn, så Vestas kan udvide sin vingeproduktion, der nu afskibes og ikke sendes rundt via vej som tidligere.

Offshore vingerne er så lange at de kun kan gå søvejen. Der er udviklingsplaner for Stensø erhvervsområde Syd for Nakskov, hvor flere virksomheder har erhvervet arealer og kommunen er nu i gang med yderligere udvidelse af erhvervsområdet. Der planlægges for en symbiose af virksomheder der supplerer hinanden og udnytter sidestrømme ikke mindst inden for landbrug og vedvarende energi. Fx har European Energy købt arealer så de kan opføre et P2X anlæg der er 3 gange større end anlægget i Kassø.

Ligeledes planlægges der for P2X ved Rødbyhavn. Der undersøges for mulighederne for lagring af CO2 i undergrunden og interessen for udviklere inden for opstilling af vedvarende energi og den afledte industri er hverdag for os lokalpolitikere.

Men den udvikling kræver, at vi ser anderledes på, hvordan infrastrukturen planlægges. Tilbage i den gamle analyse og trafikforliget 2035 er man vidende om den udvikling der er på vej, men den gode løsning er dog låst i trafikforliget, der alene har fokus på en løsning omkring Nørreballe, også selv om den hverken giver samfundsmæssig værdi, reducere transporttid eller skaber øget trafiksikkerhed på den samlede strækning.

I Venstre Lolland, Din Stemme og Lokallisten tror vi på, at vi som kommune sammen med Vejdirektoratet og Trafikudvalget kan gøre det bedre. At vi kan finde den rigtige og fremtidssikrede løsning også selv om det vil betyde at vi skal tage en timeout og gentænke det som trafikforliget indeholder.

Vi håber meget, at I vil tage den demokratiske samtale med os og finde den bedst mulige løsning for både natur, klima, miljø, borgerne og den ansvarlige økonomi.