Af Tine Vinther Clausen, spidskandidat til kommunalvalget for Venstre-Lolland & Iben Krog, folketingskandidat for Venstre på Lolland-Falster
Det skæve Danmark har længe været et emne, som har flydt politisk.
Indimellem har det været som at høre den samme jammersang igen og igen, men reelt er der noget om snakken.
Der er økonomisk ubalance mellem kommunerne i Danmark, og den ubalance er så skæv, så nogle kommunerne har udgifterne og andre får indtægterne. Det svære ved udgifterne er, at det ikke er udgifter, som vi lokalt kan ændre på, da de er bestemt ud fra nationale regler og national lovgivning. Som kommune kan vi derfor kun klappe hælene sammen og betale ved kasse 1, hvis vi skal overholde statens regler og drive kommunen uden, at kommer under statens forvaltning.
Vi ved, at I borgere også mærker den økonomiske situation, og derfor er vi også gået sammen om et simpelt budskab: De økonomiske rammer, som staten Danmark giver Lolland Kommune er ikke ansvarlige – derfor er det eneste ansvarlige at ændre på rammerne.
Rammer ændrer ikke sig selv. Det kræver, at vi råber højt, bliver venner med dem, der bestemmer og banker på alle dørene på Christiansborg – og det er vi i fuld gang med.
Kampen om en mere fair udligning har været i gang lige så længe, som Lolland Kommune har eksisteret. Kommunens borgmester har ikke været sen til at tale Lollands sag, og det vil vi gerne rose Holger for.
En dør har åbnet sig for os på Lolland
Efter megen kamp har vi endelig fået åbnet en dør for at få en ny og mere retfærdig udligning mellem kommunerne, da regeringen har bebudet, at der skal nedsættes en kommission, hvor kloge mennesker skal se på sagen og skabe et mere lige Danmark.
Vi skal ikke have flere lappeløsninger, men vi skal have resultater, der holder mange år ud i fremtiden, og som bygger på viden og fakta og ikke på kompromiser, hvor nogen holder hånden over sine egne.
Vi har tuneret rundt på Christiansborg længe med budskabet om at ændre på de økonomiske rammer for Lolland, og d. 16. december skrev mediet NB-Økonomi, at Venstre har sat sig forrest for at sikre en ny kommunal udligning. Som altid bærer flid frugt. Mediet beskriver, at Venstres næstformand Stephanie Lose har stillet krav om en bred analyse af det kommunale udligningssystem, og vi er stolte af at være i parti med netop hende. Vi forstår dog ikke, hvor Socialdemokratiet er blevet af i hele denne dagsorden?
Vores mål for 2025 er at fortsætte med at skabe fokus på Lollands økonomiske situation, og vi fastholder dialogen med alle på Christiansborg imens, at vi hepper på Stephanie Lohse. En dør har åbnet sig for os på Lolland, og det er faktisk muligt, at vi fra 2029 kan stå med en udligningsreform, der flytter milliarder mellem de danske kommuner og millioner vores vej.
Så kære borgmester – vi har fat i Venstre på Christiansborg og toppen af regeringen, men vi kan ikke styre Socialdemokratiet. Derfor er vores nytårsdrøm, at du kan forklare toppen af dit parti, at det ikke kan fortsætte med et skævt Danmark. Døren står åben for os, og nu må vi sikre, at regeringen får lavet en professionel analyse og et fagligt forankret løsningsforslag.
De nuværende økonomiske rammer for Lolland er ikke ansvarlige. Så lad os bruge 2025 på at ændre rammerne.